Coaching er en effektiv behandlingsform mod stress

Coaching er en forholdsvis ny trend i Danmark, som stormer frem. Toppen af bestsellerlisterne domineres af coaching bøger, og TV er fyldt med programmer, hvor ganske almindelige mennesker forløser skjulte potentialer og opnår de mål, de har sat sig.

Coaching processen er også effektiv i behandlingen af stress.

Hvad er coaching?

Coaching er en fremadrettet og handlingsorienteret forandringsproces.

En coach er en ligeværdig partner som har fokus på nutid og fremtid, som respekterer klienten og dennes interesser, behov og ønsker, og som ved brug af en speciel spørgeteknik hjælper klienten til at definere og nå sine mål.

Når vi er stressede fokuserer vi på at skulle nå det hele, og vi glemmer, at vi har nogle værdier, som er vigtigere end andre, og derfor er det umuligt at prioritere. Ikke fordi vi ikke vil prioritere, men fordi vi ikke er bevidste om vores livsværdier.

Det er, når vi lever efter vores værdier, at vi kan leve, som vi ønsker det.

Et stress coaching forløb vil som hovedregel starte ud med en afdækning den nuværende tilstand og adfærd og definition af klientens værdier på de vigtigste områder af livet. Herefter sættes et positivt formuleret mål, og det klarlægges hvilke egne ressourcer, det kræver, for at nå målet. Klienten får undervejs i forløbet værktøjer, støtte og struktur til at opnå målet under hensyntagen til klientens livsværdier.

Sideløbende med den mentale proces hjælpes klienten til at få genoprettet den kemiske balance i kroppen, således at klienten bliver i stand til at slappe af og komme i fysisk god form.
Professionel coaching er hverken terapi eller rådgivning men fokuserer på, at klienten selv handler aktivt i retning af sine visioner, mål og ønsker. I stress coaching vil der dog ofte forekomme rådgivning omkring afhjælpning af de fysiske symptomer.

En central del af coaching er at arbejde hen imod, at klienten tager ansvar for sig selv både fysisk og psykisk. En stress coach kan hjælpe klienten til systematisk at bringe de biologiske systemer under kontrol og strukturere tankerne i positiv retning, så klienten kan opleve glæde ved livet og eliminere negativ stress samt være i stand til at udnytte alle sine ressourcer.

Hvad er det, der gør, at coaching appellerer så stærkt?

Vi tænker i dag mere over, hvilke værdier der betyder mest for os, og hvordan vi kan leve og handle derefter (måske bl.a. et resultat af 11. september 2001 og øvrig terror samt naturkatastrofer). Problemet er, at mange har svært ved at definere deres værdier, og hvis de kan, kan de ikke finde vejen til målet. En coach kan hjælpe dem med begge dele.

Man opdager, hvor simpelt det kan være at udrette noget, som tidligere virkede helt uoverskueligt. Man opdager friheden ved at kunne prioritere. Man oplever glæden ved selv at styre en forandringsproces.
En stress coach er ikke en ”mirakelmager” men har værktøjerne og kan yde støtte og give feedback igennem hele processen til at opnå de ønskede mål.

Et succesfyldt coaching forløb behøver ikke tage lang tid, og så er det en behagelig proces, der giver mærkbar effekt allerede efter den første session.

Processerne skaber forandring og virker på mange – måske alle områder af livet. Det at lære at håndtere stress har vist sig også at have en positiv indvirkning på selvforståelse, kontakt med andre, evnen til at præstere og skabe en højere livskvalitet.

Hvad er det, der gør, at coaching virker?

• Coaching er en frivillig proces, hvor du altid sidder i førersædet, og der bliver ikke trukket noget ned over hovedet på dig.

• Coaching tager udgangspunkt i dine egne ressourcer, og beslutningerne, der tages, er helt dine egne.

• Det er motiverende for dig, at du selv finder svarene i coaching.

• Du lærer at se tingene i et større perspektiv.

• Du lærer at fokusere din handlekraft på fremtidens muligheder.

• Der arbejdes hele tiden hen imod dine visioner og mål under hensyntagen til dine livsværdier.

• Gennem coaching skabes en bevidsthed om, ”hvem er jeg” i forhold til dig selv og andre – du får en større selvindsigt.

• Coaching påvirker dit engagement.

• Der er fuld fortrolighed i forhold til coachen.

• Det er en behagelig proces.

Susanne Dethlefsen
dinstresscoach.dk

Comments are closed.