Når summen af forklaringer på arbejdspresset, er konstant?

Det virker som om, rækken af forklaringer på hvorfor man ikke kan finde en balance mellem krav og resurser ude i organisationerne er endeløs. 
Årsagerne til stress er og bliver mere og mere komplekse, men det ændrer ikke ved det faktum, at der skal og altid skal være en balance mellem krav og resurser. 
Vi kan ikke blive ved med at definere krav som en størrelse, der ikke kan ændres.

Der er mangel på arbejdskraft i Danmark. Virksomhederne er villige til at give store dusører eller de lokker med andre frynsegoder for at få ansat kvalificerede medarbejdere. 
Mangel på arbejdskraft kan nu føjes til den række af forklaringer på, hvorfor der ikke kan skabes den nødvendige balance mellem krav og resurser. Vi prøver at skaffe folk, men det lykkes ikke. Trist for de, for få, der er tilbage. 
Igen…. ingen tænker på at røre ved kravene. Det er ikke populært at sænke serviceniveauet. Hvad med borgene? Kunderne? Aktionærerne?

Vi vender det blinde øje til kravdelen. Vi tør ikke stille spørgsmålstegn ved den. Det handler jo om overlevelse, konkurrenceevne og sikring af fremtiden.
Kravdelen er urørlig, et grundvilkår vi må lære at leve med, ved at arbejde mere, være mere flittige og effektive og se vores familier mindre. 
Det kan aldrig komme på tale at ændre på den del af ubalancen. 
Krav bliver af mange opfattet som en underlig størrelse, nærmest som en organisk amøbe med sit eget selvstændige liv. Et liv som medarbejdere og lederne ingen indflydelse har over. 
Kravdelen er en sunami, en orkan, et naturfænomen, som vi mennesker må lære at leve med.

Men…

Krav behøver ikke at være en ustyrlig størrelse, med naturkatastrofe lignende konsekvenser. 
Krav er menneskeskabt på baggrund af forventninger, mål og ønsker om vækst.
Og det skal gå stærkt i disse tider. Hurtigløberne forventer, at gabet mellem ønsker og manifesteringen af disse, skal mindskes. Det kan kun gøres ved at mindske den tid der er mellem det, at have et mål og så rent faktisk nå det. På den måde bliver tid en stressfaktor, når tid opfattes, som en reel hindring for hurtig succes, giver det stress.

Der både kan og skal pilles ved kravdelen

Hvis virkeligheden er den størrelse der beskriver resurserne, må vi først og fremmest forholde os til den. Hvor mange mennesker er vi egentlig og hvad kan vi? 
Dernæst kan vi se på hvilke forventninger og ønsker vi kan tillade os at have i form af krav. Det er den vej rundt man skal tænke det. Så kan der skabes balance og trivsel.

Forstil dig et øjeblik at du var et pakæsel, hvor din ejer læsser ting og sager på dig. På et tidspunkt begynder dine ben at give efter. Hvad er så det rigtige at gøre i denne situation? 
I min verden tager man noget af læsset af igen og erkender at vi ikke kan få det hele med i denne omgang, men i andres verden hyrer man konsulenter med ekspertise indenfor æsel-coaching, til at finde ud af hvordan man kan udvikle æselet til at kunne bære mere. 
Kunne man styrke musklerne? 
Kunne man opfinde diverse anordninger indenfor metal stativer som gjorde æselbenene mere robuste? 
Kunne man lære æselet at tænke positivet, så de opfattede den ekstra byrde og den smerte det forårsagede, som udtryk for personlig udvikling?

Vi må til at anskue stress problematikker fra andre vinkler. Vi må lære at forholde os til de realiter der eksisterer. Vi må anskue det med anstændighed. Hvor meget arbejdskraft kan vi fremskaffe og hvad giver det os så mulighed for at producere?
Det er resursen, blandt andet antallet af hænder, den tid der er til rådighed, de muligheder og kompetencer der nu er, der skal være bestemmende for serviceniveauet og ikke serviceniveauet der skal være bestemmende for presset på lederne og medarbejderne.

Thomas Milsted
Stresskonsulent, forfatter og bestyrelsesformand
Center for Stress A/S
Center-for-stress.dk

Comments are closed.