Sara Speyer, In Essence

1. Kan du fortælle os kort om dig selv?

Jeg er 38 år, bor på Islands Brygge sammen med min mand og 4 børn. Udover at have min praksis, arbejder jeg i helsekostbutikken Solhatten på Vesterbro, så der kan man også møde mig.

2. Hvilken uddannelse/erfaring har du og hvilke behandlingsformer tilbyder du?

Jeg er uddannet psykokinesiolog, biopat, reikihealer og zoneterapeut. Efterhånden har det udviklet sig sådan, at jeg bruger psykokinesiologi som udgangspunkt og med dette redskab finder de metoder der skal til for at hjælpe klienten. Psykokinesiologi er som en paraply, der indeholder alle mulige forskellige metoder – fysiske som psykiske.
Faktisk er det ikke til at adskille det fysiske fra det psykiske. I psykokinesiologien er denne dualisme der ikke. Kroppen kan f.eks. opfattes som en hjerne i sig selv, hvor al følelsesmæssig information gennem tiden er lagret. Kroppen husker og det er gennem denne hukommelse, man kan få adgang til og løsne op for meget dybe oplevelser og følelser – både de positive og de smertefulde.

3. Hvor længe har du været behandler og hvorfor har du valgt denne branche?

I 12 år. Det forekom mig meget naturligt. Jeg var også selv blevet hjulpet rigtig godt af især en biopat, som har inspireret mig meget.
Jeg elsker psykokinesiologien, fordi det er komplet uforudsigeligt, hvad der sker i en session; jeg tester mig frem til, hvilke metoder der skal bruges, klientens krop giver svarene. Dette gør det enormt spændende.

4. Hvad kan du tilbyde?

Indlevelsesevne, høj etik og nærvær – er nogle af mine kvaliteter som behandler. Professionalitet – ja, naturligvis. Jeg bestræber mig altid på at skabe en klar kontekst og at arbejde med stor præcision samt med en praktisk, jordnær tilgang.

5. Hvad er stress i dine øjne?

Stress er basalt set et tegn på, at der er noget i ens liv, der ikke er i orden. Symptomerne er så forskellige og årsager så forskellige, at det eneste der giver mening, er at behandle folk ud fra deres helt personlige situation. Det er vidt forskelligt, hvad der er brug for. 
Rigtig ofte har folk dog brug for, at alle deres følelser bliver rummet og at det er netop når der ikke er plads til alle ens følelser og tanker, at stress opstår. Mange gange er stress resultat af svære dilemmaer, hvor det er svært at vælge den rigtige løsning. Dilemmaer mellem arbejde og familieliv f.eks. fylder ofte meget.
Forventninger spiller ofte en stor rolle. Både andres men måske især egne forventninger. Virkelig mange mennesker har tårnhøje forventninger til sig selv og en stor frygt for at fejle.
Når man er stresset, er man ikke til stede. Man er enten i fortiden, i fremtiden eller begge dele.

6. Kender du selv til at have stress?

Ja, jeg kender det og løbende opmærksom på det. Når min egen stress viser sig, husker jeg – for det meste – at tage det som et tegn på, at der er noget – følelser o. lign. – som ikke bliver lyttet til. Det kan
faktisk være et tiltrængt signal om, at situationen på den ene eller anden måde ikke er optimal.

7. Hvorfor synes du, at man skal behandles for stress?

Fordi man ikke kan behandle sig selv. Og det er jo ikke nødvendigt at gå og have det dårligt. Stress er opslidende, især på længere sigt.
Når man er stresset, hjælper det ikke at få at vide, at man skal tage ansvar for sig selv og sine følelser – dette kan blot øge presset og frygten for at fejle. ”At tage ansvar” er en moderne måde at sige ”tag dig sammen”. Måske er stress lige præcis fordi man tager for meget ansvar, tager sig for meget sammen…
Ligeledes hjælper det sjældent at fortælle en stresset person, at de har et valg. I stress er der netop intet valg, så dette er – i min erfaring – ikke vejen frem. Faktisk oplever jeg, at det er vidt forskelligt, hvad folk har brug for.

8. Kan du fortælle os en succes oplevelse du har haft i den tid du har været behandler?

Jeg har behandlet mange klienter for stress i forbindelse med fysisk sygdom, for det hænger jo uadskilleligt sammen. Og jeg arbejder også med folk, der er fået konstateret ”klassisk” stress. At nævne én succeshistorie ville ikke give et klart billede af, hvordan jeg arbejder, fordi forløbene er så forskellige og metoderne så mange. Men jeg kan sige, at der som regel skal arbejdes med gamle og meget sejlivede temaer fra folks fortid.

9. Hvad kan du lide at lave i din fritid?

Jeg er initieret i og praktiserer Kriya yoga. Jeg skriver horoskoper (på 18. år). Derudover holder jeg diverse kurser og foredrag f.eks. for nybagte forældre, f.eks. om babymad, babymassage og babyzoneterapi bl.a. under AOF.
Derudover bruger jeg rigtig megen tid sammen med min fantastiske mand og vores dejlige børn.

10. Hvilke oplevelser får man, når man besøger dig til en behandling?

Du bliver mødt og taget alvorligt. Sammen udforsker vi det, som du vil arbejde med. Nysgerrigt, åbent. 
Sessions hos mig er en dyb oplevelse. Der kan ske store forandringer på få gange, hvilket er én af årsagerne til, at der skal gå 3-4 uger mellem sessions. Der er afsat 2 timer, for der skal være tid nok til at komme hele vejen rundt.
Ofte er der ikke så megen snak; mange af metoderne foregår gennem det kropsligt og/ eller det energetiske plan.
Det er dybt men ganske nænsomt. Alt der dukker op, er noget, du er parat til at møde – denne økologi sikrer jeg hele tiden, er til stede. Du kan godt komme ned og genopleve stor smerte og andre intense følelser, men det er trygt, i orden og det hele bliver rummet og set.